Ikea Danmark skal have ny administrerende direktør
Den 1. januar 2018 tiltræder Dennis Balslev stillingen som administrerende direktør for Ikea Tyskland, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
Dennis Balslev har, i sine år som direktør for Ikea Danmark, haft stort fokus på at levere bedre kundeoplevelser, gøre Ikea mere tilgængelig og måske vigtigst af alt, gøre Ikea Danmark til en bedre arbejdsplads.
- Det er svært for mig at skulle forlade Ikea Danmark. Jeg har haft nogle fantastisk inspirerende år, og har nydt hvert eneste øjeblik sammen med et utrolig kompetent og succesfuldt team. Sammen har vi arbejdet hårdt, vi har styrket brandet og opnået fantastiske resultater gennem et bedre møde med kunderne – men vigtigst af alt, så har vi styrket lederskabet, medarbejdertilfredsheden og skabt en bedre arbejdsplads for os allesammen. Det kan vi være stolte af, siger Dennis Balslev og fortsætter:
- Jeg glæder mig til mine nye og spændende udfordringer i Ikea Tyskland, men mine kollegaer i Danmark vil altid være i mit rød-hvide hjerte, og jeg ønsker jer held og lykke i fremtiden.
Ikea i Tyskland har i dag 53 Ikea-varehuse, hvoraf 14 er åbnet inden for det seneste år.
Den nu snart afgående direktør afleverer et Ikea Danmark, der er i fortsat vækst og sund økonomisk stand.
Der er igennem de seneste fire et halvt år investeret i flere medarbejdere, bedre kundeoplevelser, ombygninger og renoveringer i de eksisterende varehuse.
Og så er der blevet godkendt en lokalplan for et nyt Ikea varehus i hjertet af København.
Ikea Danmark er under Dennis Balslevs ledelse vokset fra en omsætning på 3,3 mia. i 2013 og rundede 4 mia. i det seneste virksomhedsår som netop er afsluttet den 31. august 2017.
Ikea Danmarks kommende årsregnskab for 2017, og Dennis Balslevs sidste som adm. direktør i Danmark, offentliggøres til november.
Dennis Balslevs afløser som ny adm. direktør for IKEA Danmark forventes at blive offentliggjort senere på året.